15.000 boligejere med F-kort-lån får nyt rentetillæg
Der er 15.000 boligejere i Totalkredit, der skal have refinansieret deres F-kort-lån 1. juli 2026. Det betyder, at lånet får et nyt rentetillæg, der fastsættes på en auktion.
Det skal du vide
- Omkring 15.000 boligejere med F-kort får nyt rentetillæg 1. juli 2026, og det ventes at ende på 0,55%.
- Ønsker du at ændre på dit lån, bør du tale med din rådgiver om evt. omlægning, og det skal ske senest 30. april 2026
Er du en af disse boligejere, er dit nuværende rentetillæg på enten 0,45% eller 0,54%, og vi forventer, at det bliver 0,55%, når obligationerne skal sælges på auktion til investorer på de finansielle markeder.
F-kort-renten består af to dele
Rentetillægget på et F-kort-lån lægges til en markedsrente, og samlet udgør de den F-kort-rente, du som boligejer betaler (læs mere i boksen). Markedsrenten er en seksmåneders rente, den såkaldte CITA6-rente, og den styres af, hvordan investorerne på de finansielle markeder forventer, at renterne udvikler sig i det kommende halve år.
Det er kun rentetillægget, der bliver bestemt på auktion i løbet af foråret. Den samlede F-kortrente fra 1. juli bliver først fastsat 25. juni, og vil afhænge af CITA6-renten. Du kan følge med i udviklingen i CITA6-renten i Renteudsigten her.
Har du det rigtige lån?
Hvis du er bekymret over risikoen for, at renten kan stige i fremtiden, bør du tale med din rådgiver i dit pengeinstitut. Der er mange muligheder for at få et lån med den renteprofil, du har det bedst med. Du har dog kun frem til udgangen af april, hvis du vil omlægge dit lån. Fristen for at ændre lånet er nemlig 30. april 2026.
Hvordan fastsættes renten på F-kort-lån?
F-kort-renten består af to dele: 1) en seksmåneders markedsrente, CITA6, der udvikler sig i takt med udviklingen på de finansielle markeder, og 2) et rentetillæg, der fastsættes af finansielle investorer på auktion ved refinansiering.
Samlet udgør de den rente, en boligejer betaler til de investorer, der ejer obligationen bag F-kort-lånet. Dertil kommer en bidragssats, der betales til Totalkredit.
Renten justeres automatisk hver 1. januar og 1. juli baseret på, hvad CITA6-renten er fire bankdage forinden, mens rentetillægget justeres, når obligationen, der finansierer F-kort-lånet, bliver refinansieret. Refinansieringen sker typisk ca. hvert tredje år.
Sune Malthe-Thagaard
Chefanalytiker
Relaterede Artikler
Er du en af de 2.000 boligejere i Totalkredit, der skal have nyt rentetillæg og nyt renteloft på dit RenteMax10-lån fra 1. juli 2026?
16.000 boligejere med F3- og F5-lån får ny rente 1. juli 2026