*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Klumme
Artikel Bolig |

Chefanalytikerens klumme: Onsdagens rentemøde i USA afslører vigtigt nyt

Denne klumme er skrevet af chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard. Her giver han dig en status på, hvordan bolig- og rentemarkedet ser ud lige nu.

Stort set alle økonomer og investorer på de finansielle markeder forventer, at den amerikanske centralbank fastholder renten, når medlemmerne af rentekomitéen har afsluttet deres todagesmøde på onsdag.

Derfor kan mødet nemt afskrives som en ikke-begivenhed, fordi uændrede ledende renter i den amerikanske centralbank ikke påvirker renterne på finansmarkederne.

Jeg tror dog, at vi meget vel kan se, at renterne på finansmarkederne, ikke mindst den 10-årige amerikanske statsrente, vil blive påvirket onsdag aften dansk tid, når rentemødet er slut. Og det er netop udsving i denne såkaldte lange rente på den anden side af Atlanterhavet, der smitter af på kursen på danskernes fastforrentede boliglån, hvor renten i øjeblikket er 4%.

Onsdag bliver vi nemlig klogere på, hvor mange rentenedsættelser der ifølge rentekomitéens medlemmer er nødvendige i år og de næste to år, når det såkaldte dotplot opdateres. Her er alle medlemmernes renteforventninger plottet ind for 2025, 2026 og 2027.

Og det er ikke så lidt interessant at få et indblik i deres overvejelser, efter at Donald Trump annoncerede den totale toldkrig 2. april på det, han kaldte ”Befrielsesdagen”. Er de blevet mere forsigtige, fordi høj told kan give øget inflation i hvert fald i en periode? Hvor stor skade tror de, Trumps politik gør på amerikansk vækst, og vil det kræve flere rentenedsættelser at holde hånden under beskæftigelsen?

Det bliver ikke mindre interessant at få centralbankmedlemmernes bud på amerikanske økonomi, nu hvor fremtidsudsigterne er totalt mudrede.

Det er nemlig utroligt svært at blive klog på Donald Trumps toldpolitik, hvor meldingerne skifter med en bemærkelsesværdig hyppighed. Derfor er det også svært at blive klog på, hvor meget Trumps lunefuldhed i sig selv gør skade og ikke mindst vil gøre skade på økonomien. Hvordan træffer virksomheder investeringsbeslutninger, når ingen ved, hvordan rammerne for at føre virksomhed ser ud i morgen?

Samtidig er de økonomiske nøgletal, som vi økonomer normalt læner os op af, når vi skal vurdere økonomiens tilstand, i den grad slørede i øjeblikket. De er stærkt påvirket af, at virksomhederne har skyndt sig at fylde lagrene op, inden der kom potentielt høj told på dem. Vi kan dog se, at det amerikanske arbejdsmarked stadig står stærkt, fordi der stadig er brug for arbejdskraft, og det lover godt, men varer det ved?

Når centralbankchef Jerome Powell holder pressemøde bagefter, vil han helt sikkert ikke være alt for tydelig om hans syn på fremtiden, men nøjes med at have det korte lys på og fokusere på, at centralbanken tager rentebeslutningerne fra møde til møde afhængigt af, hvordan økonomien udvikler sig.

Men uanset får vi løftet sløret for, hvad de, der fastsætter renterne, tror, der kommer til at ske. Og det får betydning for, hvor meget investorerne vil have for at låne penge ud i 30 år til en dansk boligejer, fordi vi bliver klogere på fremtidens renter.

Det er nemlig fremtidens renter, der er allervigtigst for de lange renter. Og ikke, hvad der lige bliver besluttet på et enkelt møde en onsdag i juni.

 

Denne klumme er bragt på euroinvestor.dk 16. juni 2025. For at læse klummen, skal du oprette en bruger - det er gratis. 

Informationen i klummen er baseret på offentligt tilgængelige oplysninger og skal betragtes som baggrundsorientering. Klummen er ikke en opfordring til at foretage specifikke økonomiske beslutninger, og vi anbefaler at søge individuel rådgivning inden væsentlige økonomiske dispositioner.

Sune Malthe-Thagaard

Chefanalytiker i Totalkredit: Holder boligejerne opdateret om lånefinansiering ud fra det aktuelle renteniveau og relevante realkreditprodukter.

Relaterede Artikler