Indeklima

Vi opholder os en stor del af vores tid indendørs. Både når vi er vågne, og når vi sover. Derfor er det vigtigt, at vi har et godt og sundt indeklima. Indeklimaet omfatter alt fra fugt og træk til støvpartikler i luften og kemikalier fra fx møbler eller maling. Her får du nogle gode råd til, hvordan du kan forbedre dit hjems indeklima.

Hvad påvirker indeklimaet i din bolig?

Indeklima er en bred betegnelse, og der er mange faktorer, der kan påvirke det, bl.a.:

  • ventilationssystemer
  • kvaliteten af byggematerialer
  • tætheden af ruder og vinduesrammer
  • isolering af din bolig
  • brugen af kemikalier.

Især fugt har stor indflydelse på vores indeklima, da fugt bl.a. kan skabe skimmelsvamp. Hvis du oplever, at din bolig er meget fugtig, og der fx dannes store mængder kondens ved (nogle af) vinduerne, så start med at indføre gode udluftningsrutiner. Hjælper det ikke, kan et større indgreb blive nødvendigt.

Få et bedre indeklima via boligrenovering

Ud over at være opmærksom på de daglige rutiner i dit hjem – bl.a. udluftning og tørring af tøj – så kan du sandsynligvis optimere indeklimaet yderligere via energivenlig renovering. Når du forbedrer din bolig, har det nemlig ofte en positiv, afsmittende effekt – ikke blot på dit energiforbrug, men også på, hvor sund luften er indenfor.

Fugt og træk kan være generende indendørs og har samtidig betydning for, hvor meget energi vi spilder. Sørg derfor for at få tjekket dine ruder og vinduer. Trækker det fra vinduerne, er rammerne om vinduerne nedslidte eller rådne, eller er en eller flere af dem punkteret - det er blot nogle af tegnene på, at du bør du overveje at skifte dem. Nye ruder er ofte en del af et energirenoveringsprojekt, for de begrænser træk udefra og sænker samtidig dit varmeforbrug – og din varmeregning. Læs mere om de økonomiske fordele ved energirenovering her.

Hvis du vil efterisolere din bolig, giver det bedst mening både at fokusere på at reducere energiforbruget og vælge materialer uden for mange skadelige stoffer for indeklimaet.

Tænk altid indeklimaet med ind i dit energirenovering – især mulighed for god ventilation i boligen.

Radonsikring af din bolig

Radon findes i jordbunden, og en for høj mængde kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser. Derfor er der fastsat bestemmelser for, hvor højt radonniveauet må være i vores hjem. I nybyggede huse er grænsen 100 Bq/m3, mens der gælder andre krav for ældre huse, hvor niveauet derfor kan være højere.

Der er flere ting, du kan gøre for nedbringe mængden af radon. Har du fx planer om, at gulvene i din bolig skal isoleres yderligere, kan det være en idé at få etableret en såkaldt radonmembran, som reducerer huller og utætheder mellem din bolig og jordbunden.

Er du i tvivl om din boligs radonniveau, bør du få foretaget en måling. Resultatet kan fortælle dig, hvor store tiltag du bør sætte i gang for at mindske indstrømningen.

Flere tips til et godt og sundt indeklima

Her får du en række gode råd til, hvordan du skaber et bedre klima for hele din husstand:

  • Luft ud mindst 3 gange dagligt i 5-10 minutter ad gangen
  • Sørg for, at boligen varmes op til samme temperatur i alle rum
  • Sørg for jævnligt at støve alle overflader i boligen af – også dine elektriske apparater
  • Sluk for elektronik, når det ikke er i brug
  • Vælg møbler og rengøringsmidler med lav grad af kemikalier.

Hvordan kan indeklima påvirke dig?

Dårligt indeklima kan udløse forskellige symptomer, fx irriterede øjne, kløe og hovedpine m.m. Et usundt indeklima kan også påvirke dig i en sådan grad, at du kan udvikle allergier og luftvejssygdomme som fx astma. Hvis du er i tvivl om dit indeklima, er det altid en god idé at få det målt.