Totalkredit sænker igen prisen for nuværende og nye kunder
Totalkredit sænker prisen på afdragsfrihed på både fastforrentede og variabelt forrentede lån for både nye og eksisterende privatkunder. Dermed er Totalkreditlån billigst i de fleste lånesituationer.
Er du boligejer med et afdragsfrit Totalkreditlån med enten fast eller variabel rente, kan du se frem til, at det nu bliver billigere. Totalkredit sænker nemlig tillægget for afdragsfrihed på ejerbolig for lån med fast og variabel rente.
Til gavn for nye og eksisterende kunder
Det er 3. gang i år, Totalkredit sænker priserne på lån, og de nye priser kommer til at gælde for både nuværende og kommende kunder. Som foreningsejet lægger Totalkredit stor vægt på, at nye som gamle kunder skal få gavn af prisnedsættelsen.
“Totalkredit er til stede i hele landet. Vi mener, at boligejere i hele Danmark skal have adgang til billig og fleksibel realkreditfinansiering. Derfor tager vi det også som en selvfølge, at når vi sætter priserne ned, så kommer det både nye og nuværende kunder til glæde og gavn. Hos os bliver loyalitet belønnet. Sådan er det i et foreningsejet Totalkredit”, siger Maiken Moltke Olesen, adm. direktør i Totalkredit.
Billigst i de fleste lånesituationer
Fordi Totalkredit er ejet af en forening – Forenet Kredit – kan vi dele fremgangen med vores kunder. Der sker i form af KundeKroner, som er en rabat på bidragsbetalingen. KundeKroner gør Totalkreditlån billigst i de fleste lånesituationer og er indtil videre sikret til og med 2029. Med den nye prissænkning bliver det endnu billigere at være kunde i Totalkredit.
Hvad ændrer sig?
De konkrete prisnedsættelser gælder ejerboliger (dog ikke pluslån og fritidshuse) og indebærer:
- Tillægget for afdragsfrihed for fastforrentede lån for lån med belåningsgrad under 40% fjernes.
- Tillægget for afdragsfrihed for fastforrentede lån med belåningsgrad på 40-60% sænkes fra 0,08% til 0,02%.
- Tillægget for afdragsfrihed på variabelt forrentede lån med belåningsgrad på 40-60% sænkes fra 0,30% til 0,15%.
Mulighed for fleksibilitet
Med et Totalkreditlån har du i mange situationer mulighed for fleksibilitet, når du betaler af på dit lån. Du kan fx vælge at sætte dit lån på pause - altså stoppe med at betale afdrag på lånet i perioder, hvor du har brug for mere luft i din økonomi til andre ting. Det kalder vi Totalkredit Fleksibilitet, og muligheden er knyttet til en række Totalkreditlån.
Dine muligheder afhænger af, hvilket Totalkreditlån, du har, og din økonomi samlet set.