Chefanalytikerens klumme: Brug besparelser på at polstre dig til potentielle rentestigninger
Mange synes, at 4% i rente for et fastforrentet 30-årigt lån er dyrt. Det er da også dyrere, end vi var vant til før 2022, men hvorvidt det er dyrt for at få sikkerhed om sin boligrente i 30 år, er en smagssag.
I et historisk perspektiv er det bestemt ikke dyrt, hvis vi bare går 15 år eller længere tilbage.
Hvis man er villig til at lade være med at gå med både livrem og seler og fravælger et fastforrentet lån, men stadig ønsker at polstre sig til at kunne modstå højere renter, kan fx et F5-lån med en lidt kortere horisont end 30 år være løsningen.
Faktisk kan man forkorte løbetiden på et F5-lån til de nuværende knap 2,7% i rente til 26 år, så man betaler omtrent den samme ydelse efter skat som på et 30-årigt fastforrentet 4%-lån. Fordi lånets horisont er lidt kortere, afdrager man gælden hurtigere på F5-lånet.
Er lånet i udgangspunktet på 1 mio. kr., er gælden efter fem år små 50.000 kr. lavere på F5-lånet end på det fastforrentede lån. Det svarer til 5% ekstra, der høvles af gælden i løbet af de første fem år, uden at du skal have flere penge op af lommen end på et fastforrentet lån.
Er F5-renten uændret om fem år, så er du godt stillet, fordi din ydelse af uændret, og du samtidig har lavere gæld, end hvis du havde valgt fast rente. Er F5-renten lavere, får du derudover også et billigere lån.
Men så er der naturligvis også risikoen for, at F5-lånet får en højere rente om fem år, så du skal betale en højere ydelse.
Det er en risiko, som du skal være villig til at løbe, hvis du fravælger det fastforrentede lån.
Du står dog godt i forhold til at kunne klare den potentielt højere rente, da du har en lavere gæld. Det er et godt udgangspunkt for at tage en snak med banken om mulighederne for fx at lægge lånet om, så rentestigningen slår mindre igennem på din ydelse eller måske slet ikke.
Det her er et illustrativt eksempel, hvor der kan findes mange varianter, som kan stille dig godt til at kunne modstå rentestigninger. I stedet for at bruge besparelsen på hurtigere afdrag på F5-lånet, kan besparelsen bruges på at afdrage anden og dyrere gæld eller til at spare op ved siden af og polstre sig på den måde.
Denne klumme er bragt på euroinvestor.dk 4. februar 2026. For at læse klummen, skal du oprette en bruger - det er gratis.
Informationen i klummen er baseret på offentligt tilgængelige oplysninger og skal betragtes som baggrundsorientering. Klummen er ikke en opfordring til at foretage specifikke økonomiske beslutninger, og vi anbefaler at søge individuel rådgivning inden væsentlige økonomiske dispositioner.
Sune Malthe-Thagaard
Chefanalytiker
Relaterede Artikler
Totalkredit sænker prisen
Chefanalytikerens klumme: Guldlok-scenarie giver roligt renteår – men usikkerheder lurer