16.000 boligejere med F3- og F5-lån får ny rente 1. juli 2026
Er du en af de 16.000 boligejere i Totalkredit, der skal have ny rente på dit Tilpasningslån fra 1. juli 2026, er der god grund til at læse med her.
Det skal du vide
- F3- og F5-renter ventes at lande omkring 2,3% og 2,6%, men F5-kunder går fra næsten 0% til højere rente, mens F3-kunder får en lavere rente end de ca. 3,5%, de har nu.
- Når lånet alligevel skal have ny rente 1. juli 2026, er det et særligt fordelagtigt tidspunkt at overveje, om lånet stadig passer til økonomien – og evt. ændre det.
- Vil du ændre dit lån, skal du kontakte din rådgiver senest 30. april 2026, ellers fortsætter lånet bare automatisk med ny rente.
Vi forventer, at F3- og F5-renterne kommer til at ligge forholdsvist tæt på hinanden med henholdsvis 2,3% og 2,6%. Oplevelsen af de nye renter fra 1. juli bliver dog meget forskellig, afhængig af om du har et F3- eller et F5-lån.
Det skyldes, at dem med F5-lån har været vant til en rente på kun lige over 0% i snart fem år, der derfor skal betale mere i rente fremover, mens dem med F3-lån har haft en rente ca. 3,5% de seneste knap tre år, får en billigere rente.
Uanset om du har et F3- eller F5-lån i dag, er det oplagt at overveje, om du fortsat har det lån, der passer bedst til dig og din økonomi.
Når dit lån skal have ny rente, er det nemlig det nemmeste og billigste tidspunkt at ændre lånet. Fristen for ændringer er 30. april 2026.
F5 vinker farvel til rente tæt på 0%
Renterne er i dag højere, end de var, da dem med F5-lån sidst fik rentetilpasset deres lån for fem år siden. Dengang var renterne lidt nul, og det har dem med et F5-lån fra dengang haft glæde af siden, mens renterne på nye lån er steget markant siden 2022.
For dem med F3-lån er renten i dag lidt lavere end for små tre år siden, da de fik fastsat renten sidst til over 3%. De kan dermed se frem til et lidt billigere lån.
Hvis du vil blive klogere på rentemarkederne kan du følge med i Renteudsigten, der kommer hver måned her.
Har du det rigtige lån?
Er du fx bekymret for, at renten i fremtiden bliver højere end nu, og ønsker du derfor at have en fast rente på dit lån, eller ønsker du at binde renten i kortere tid, bør du tale med din rådgiver i dit pengeinstitut. Der er mange muligheder for at få et lån med den renteprofil, du har det bedst med.
Kontakt din rådgiver i god tid, for du har kun frem til udgangen af april, hvis du vil ændre dit lån.
Fristen for at ændre dit lån er 30. april 2026
Er du glad for dit nuværende lån, behøver du ikke gøre noget. Så får du automatisk en ny rente 1. juli 2026. Ønsker du omvendt at ændre dit lån eller er du i tvivl, så tag fat i din rådgiver i dit pengeinstitut i god tid og senest 30. april 2026.
Fast rente eller endnu kortere rentebinding?
Du kan overveje at øge din rentebinding og lægge lånet om til et fastforrentet lån. Renten er ganske vist højere end det, vi forventer, F3- og F5-renten lander på, men så kender du din rente i al den tid, du har lånet. Det kan være noget for dig, hvis de rentestigninger, vi så for ca. tre år siden, har gjort dig nervøs for, at det kan ske igen i de kommende år.
Du kan også forkorte din rentebinding, hvis du tror på, at renterne bliver lavere sammenlignet med nu inden for en kort årrække. Så skal du blot være forberedt på, at renten omvendt også kan stige inden for kort tid.
Sune Malthe-Thagaard
Chefanalytiker
Relaterede Artikler
15.000 boligejere med F-kort-lån får nyt rentetillæg
Er du en af de 2.000 boligejere i Totalkredit, der skal have nyt rentetillæg og nyt renteloft på dit RenteMax10-lån fra 1. juli 2026?