Varmepumper

Når du skifter dit oliefyr ud med en varmepumpe, kan du vælge mellem to typer. Læs om dem her på siden.

Jordvarme

Jordvarme er en type varmepumpe. Jordvarme fungerer, ved at slanger med væske gravet ned i din have trækker varme ud af jorden og overfører den til huset. Det er den mest effektive type varmepumpe, fordi jorden indeholder varme selv i de koldeste måneder. Til gengæld er jordvarme også dyrest at anskaffe.

Du kan også få varmepumpe på abonnement, hvor en virksomhed står for installation og drift.

Sådan kommer du i gang

Jordvarme kræver vandbårne radiatorer eller gulvvarme og ca. 300 m2 have til jordslanger for at dække behovet for varme og varmt vand i et typisk hus. Slangerne kan også anbringes skråt eller lodret i jorden.

Tal med en varmepumpeinstallatør eller en energirådgiver om mulighederne. Indhent flere tilbud. Stil krav om, at varmepumpen har energimærke A+ eller A++ og bliver installeret efter DS 1150. Det er en best-practice guide, der gør tilbuddene lette at sammenligne og sikrer en effektiv installation.

Læs mere om jordvarme på SparEnergi.dk

Varmepumpe

En luft til vand-varmepumpe virker ved, at en udedel optager varmeenergi fra luften og overfører den til en indedel, så du får varme og varmt vand i huset. Det fungerer selv i de koldeste måneder. Varmepumpen er en miljøvenlig måde at varme dit hus på.

Ønsker du ikke at købe en varmepumpe, kan du også få varmepumpe på abonnement, hvor en virksomhed står for både installation og drift.

Sådan kommer du i gang

En varmepumpe kræver vandbårne radiatorer eller gulvvarme og 5-10 meter til skel eller støjafskærmning for udedelen, der ikke er lydløs.

Tal med en varmepumpeinstallatør eller en energirådgiver om mulighederne. Indhent tilbud fra flere installatører. Stil krav om energimærke A+ eller A++, og at varmepumpen installeres efter DS 1150. Det er en best-practice guide, der gør tilbuddene lette at sammenligne og sikrer en effektiv installation.

Læs mere om varmepumper på SparEnergi.dk