Godt nyt til boligejere: Læg dit lån om og skær en stor luns af din gæld

Renterne er steget, og det gør det muligt for dig at skære en luns af din gæld, hvis du har et lån med en fast, lav rente. Men du løber samtidig en risiko.

Stigende renter lyder måske ikke umiddelbart, som noget boligejere ønsker sig. Men har du et lån med fast rente, får du for alvor glæde af dit valg af lån, når renterne stiger.

Du kan første og fremmest glæde dig over, at din rente er uændret. Du får oveni hatten en mulighed for at skære en luns af din gæld, hvis du indfrier dit lån eksempelvis ved en låneomlægning.

Muligheden for at få en lavere gæld opstår, fordi kursen på dit lån falder, når renterne på de finansielle markeder stiger. Du kan derfor indfri dit lån for mindre end, du skylder.

Hvem får glæde af de højere renter?

Du skal have et lån med fast lav rente. Har du et 0,5-procentlån får du den største besparelse på din gæld, fordi kursen er faldet mere end på lån med en højere fast rente.

Du kan skære knap 250.000 kroner af din gæld, hvis du har et 0,5-procentlån med afdrag på 1 million kroner og lægger lånet om til et 4-procentlån. Det er en ganske pæn luns, du dermed høvler af. Også boligejere med en lidt højere rente kan have noget at hente.

Intet i denne verden er dog gratis, da du får et dyrere lån, fordi renten er højere. Ydelsen efter skat stiger godt nok i første omgang stort set ikke, men det månedlige afdrag falder betydeligt. Din månedlige rentebetaling efter skat stiger 1.450 kroner, og det gnaver over tid af din gældsbesparelse. Du løber altså en kalkuleret risiko, hvor du på længere sigt kan tabe penge.

Afhængig af lånet er besparelsen på gælden nemlig typisk spist op af den højere rente, når der er gået 10-14 år efter opkonverteringen. Renten skal med andre ord falde igen inden, der er gået 10-14 år, så du kan nedkonvertere til en lavere rente igen. Renten kan eksempelvis falde, hvis der kommer en ny krise i verdensøkonomien. Uden et nyt rentefald kan opkonverteringen ende med at være en underskudsforretning.

Men med en fast rente ved du dog præcist, hvor meget du risikere at betale mere for det nye lån i årene efter. Går du fra et 0,5-procentlån på 1 million kroner til et 4-procentlån og beholder lånet i alle 30 år, vil du samlet betale lidt over 100.000 kroner mere i ydelse efter skat. Du kan altså på den ene side tjene op til knap 250.000 kroner og på den anden side tabe op til ca. 100.000 kroner.

Skift til variabel rente

Du kan også overveje at skifte dit lån med fast rente ud med et lån med variabel rente. På den måde vil du både få en lavere gæld og betale mindre i rente. Det kræver dog, at du har meget plads i din privatøkonomi, fordi du samtidig risikerer, at renterne bliver højere på et tidspunkt ud i fremtiden. Du kan også bare beholde dit nuværende lån med lav rente og glæde dig over, at du slog til, da renterne var historisk lave.

Kontakt din rådgiver, hvis du er interesseret i høre mere om dine muligheder.

Fra 0,5% til 4% lån med afdrag, 1 mio. kr., 30 årigt lån

 

 

0,5% 4,0% Forskel
Kurs 71,8 96,80  
Mdl. ydelse før skat 3.620 kr. 4.060 kr. 440 kr.
Mdl. ydelse efter skat 3.360 kr. 3.310 kr. -50 kr.
Mdl. afdrag 2.610 kr. 1.110 kr. -1.500 kr.
Mdl. rentebetaling efter skat 750 kr. 2.200 kr. 1.450 kr.
Hovedstol 1.000.000 kr. 753.000 kr. -247.000 kr.
kontantrestgæld 718.000 kr. 729.000 kr. 11.000 kr.
Samlet ydelse i lånets løbetid før skat 1.180.000 kr. 1.397.000 kr. 217.000 kr.
Samlet ydelse i lånets løbetid efter skat 1.132.000 kr. 1.232.000 kr. 100.000 kr.
Gældsbesparelse spist op af højere rente efter     14 år og 2 mdr.

Sune Malthe-Thagaard

Chefanalytiker i Totalkredit: Rådgiver og inspirerer danskerne om lånefinansiering ud fra det aktuelle renteniveau og relevante realkreditprodukter.

Relaterede Artikler

Totalkredit | 3 min

Stigende renter på F3-lån

Er du en af de ca. 700 boligejere i Totalkredit, der skal have en ny rente på dit F3-lån fra 1. oktober 2022, er der god grund til at læse med her.
Totalkredit | 3 min

Gode muligheder for at låne til sommerhuset, selvom renterne er steget

Danskernes interesse for at købe et sommerhus er på ingen måde forsvundet. Men toppen af salget er taget af efter nogle år, hvor corona har boostet lysten til et hus i sommerlandet, fordi vi har været meget hjemme og haft vanskeligere ved at rejse ud i verden. Ruslands krig mod Ukraine øger dog den økonomiske usikkerhed.
Totalkredit | 2 min

Stigende renter på Tilpasningslån

Er du en af de 21.000 boligejere i Totalkredit, der skal have en ny rente på dit Tilpasningslån fra 1. juli 2022, er der god grund til at læse med her. Efter mange år med faldende renter er vinden nu vendt, og der er udsigt til stigende renter ved rentetilpasningen – og måske også i de kommende år.