Stimen af negative renter fortsætter

Renteauktionerne på lån med 1-, 3- og 5-årige rentebindinger (F1, F3 og F5) sluttede torsdag. Og de bør vække glæde hos de boligejere, der nu har fået fastsat ny rente fra april. Alle renter er nemlig negative. Læs med her, hvad de nye renter betyder i kroner og øre.

Mens boligejere med et F3-lån kan se frem til det største rentefald på et F3-lån ved en auktion i 1,5 år, så kan dem med et F5-lån glæde sig til at få en gedigen rentebesparelse i kroner og øre. Dem med et F1-lån får fra april en lidt højere rente, end de har været vant til det seneste år.

Boligejere med F5 er de store vindere

Målt i kroner og øre så har boligejerne med et F5-lån, der skal have ny rente fra april, mest at glæde sig over. De kan se frem til en pæn besparelse, fordi deres rente falder fra 0,76 procent og til -0,20 procent. Altså renten falder næsten et helt procentpoint.

Har du et F5-lån, der skal have ny rente, så falder ydelsen efter skat med knap 200 kroner hver måned.

Største fald i F3-renten i 1,5 år

Boligejere med et F3-lån, der skal have ny rente fra april, kan til gengæld glæde sig over, at de får det største rentefald på et F3-lån i 1,5 år. Med ugens auktioner lander renten på -0,28 procent, så boligejere med et F3-lån kan derfor se frem til et rentefald på 0,43 procentpoint, hvilket er det største fald ved en refinansiering i 1,5 år. Tilbage i ved rentetilpasningen i oktober 2019 faldt F3-rente med 0,56 procentpoint for de boligejere, der dengang havde et F3-lån, som skulle ny rente.

Har du et F5-lån, der skal have ny rente, så falder ydelsen efter skat med omkring 60 kroner hver måned.

F1-renten stiger lidt – men udgiften er overskuelig

Modsat boligejere med et F3- eller et F5-lån, stiger renten for dem, der har et F1-lån. Stigningen er dog meget lille, og betyder kun 30 kroner mere i den månedlige ydelse efter skat, for hver million kroner du skylder.

Dem med et F1-lån dog glæde sig over én ting: de har haft de negative renter længst, hvis de har været med de seneste 5-10 år. Det har altså været en overordentlig god beslutning at vælge F1-lånet de sidste mange år.

Spørgsmålet er dog om det holder de kommende år. Lige nu er F3- og F5-renten er lavere end F1-renten.

Lidt højere renter end forventet

Renten på F3 og F5 er lidt højere, end jeg forventede for et par ugers tid siden. Og det skyldes især, at vaccineindsatsen har været stærk i mange lande som USA og Storbritannien og at der er kommet en række stærke regnskaber. Det har øget investorerne villighed til at tage risiko ved at købe aktier. Og som det næsten altid forholder sig, så sætter øget risikovillighed sig i stigende renter på lån med lidt længere rentebindinger, fordi investorerne ikke efterspørger lige så meget sikkerhed, som der eksempelvis er i de danske realkreditobligationer.

Der rammer ikke F1-renten, der i høj grad er afhængig af den rente Nationalbanken sætter. Og her er der ikke sket noget, endnu i hvert fald.

Sune Malthe-Thagaard

Chefanalytiker i Totalkredit: Rådgiver og inspirerer danskerne om lånefinansiering ud fra det aktuelle renteniveau og relevante realkreditprodukter.

Relaterede Artikler

Totalkredit | 4 min

Danskerne har taget 30 års afdragsfrihed til sig

Når du ejer en bolig eller står over for at købe en, måske for første gang, så skal du træffe en masse valg. Og et af de valg er, hvilket lån du skal finansiere herligheden med.
Totalkredit | 2 min

Sådan kan du låne til køb af sommerhus

Drømmer du om at tilbringe din næste ferie i dit eget sommerhus? Salget af sommerhuse er skudt i vejret under coronakrisen, og med sommeren inden for rækkevidde går salget stadig strygende. Her får du inspiration til, hvordan du kan vælge at finansiere dit sommerhuskøb.
Totalkredit | 3 min

8.000 boligejere i Totalkredit får negative renter fra 1. april

På mandag begynder Totalkredit renteauktionerne på rentetilpasningslån med 1-, 3- og 5-årig rentebinding (F1, F3 og F5) for ca. 8.000 boligejere med et lån i Totalkredit.