Mange boligejere kan have glæde af lån med fast rente uden afdrag i 30 år

Boliglån med fast rente i 30 år er uhyre populært blandt boligejerne, og flere og flere vælger rentetryghed i al den tid, de har lånet, når de køber bolig eller lægger lån om. En stor del af dem vælger samtidig 10 års afdragsfrihed.

Fra januar 2021 kan boligejere nu få afdragsfrihed i op til 30 år på et lån med fast rente i de 51 banker, sparekasser og andelskasser rundt om i hele landet, som er i Totalkredit-samarbejdet. Det nye lån hedder Fastrente+.

Lånet lanceres først i januar 2021, og vi forventer, at kursen på det nye lån vil blive ca. 1,4-1,5 kurspoint lavere end 1 procentlånet uden afdrag i 10 år. I dagens rentemarked betyder det, at kursen på et nyt 1 procentlån uden afdrag i op til 30 år ville ligge lige omkring 98. Det betyder, at den effektive rente, du skal betale, vil blive ca. 0,05 procentpoint højere end for et lån med 10 års afdragsfrihed.

Hvem kan få glæde af det nye Fastrente+?

Lånet er målrettet til boligejere, der har friværdi og som ikke ønsker eller har behov for at spare yderligere op i boligen. Det er derfor især ældre boligejere, som gerne vil sikre sig kombinationen af tryghed om renten og afdragsfrihed i al den tid, de har lånet. På den måde får du som boligejer mere ro om din privatøkonomi igennem dine seniorår, hvor din indkomst typisk er lavere end i arbejdslivet.

Afdrag på boliglån fylder en hel del, fordi renten er så lav. Det betyder altså, at du som boligejer med 30 års afdragsfrihed er sikret en væsentlig lavere boligydelse i 30 år end på et lån med afdrag. Ved at vælge 30 års afdragsfrihed sikrer du dig på den måde mere plads i det daglige til andre ting. Det kan være rejser, når det engang igen bliver muligt, eller gode oplevelser med børn og børnebørn. Til gengæld skal der så betales et større beløb, når lånet udløber.

Fastrente+ er samtidig en god nyhed for din formue

Lån med fast rente og 30 års afdragsfrihed er samtidigt med til at sikre din formue. Og lån med 30 års afdragsfrihed sikrer din formue bedre end de øvrige lån med fast rente.

Stiger renten 1 procentpoint, falder værdien af restgælden på lånet nemlig med ca. 12 pct. med det renteniveau, som vi har i dag. Har du et lån på 1 million kr. kan du altså skære ca. 120.000 kr. af din gæld. Det er knap 30.000 kr. mere, som du barberer gælden ned med, end hvis du har et tilsvarende lån med kun 10 års afdragsfrihed. Du indkasserer dog kun faldet i restgælden, hvis du indfrier lånet, fordi du eksempelvis flytter, eller du lavere en såkaldt opkonvertering til et nyt lån med en højere rente. For de fleste skal renten falde igen, før en opkonvertering er en fordel.

Den bedre formuesikring skyldes, at obligationerne bag lån med op til 30 års afdragsfrihed er mere kursfølsomme end tilsvarende lån med 10 års afdragsfrihed.

FAKTA OM LÅNET – hvem kan få det?

  • Du kan låne op til 75% af boligens værdi. Og når lånet er under 60% af boligens værdi, kan lånet være uden afdrag i resten af lånets løbetid.
  • Du kan hvert kvartal vælge, om du vil afdrage på lånet, når restgælden højst er 60% af boligens værdi.
  • Du kan hvert kvartal vælge at skrue op eller ned for, hvor meget du vil afdrage, når du afdrager på lånet. Det gør du ved at ændre lånets løbetid, som maksimalt kan være 30 år i alt.
  • Du betaler samme bidragstillæg som på F-kort+ og RenteMax+, hvilket betyder at bidraget er højere end på andre lån med fast rente, uanset om du afdrager på lånet. Herudover betaler du et gebyr for at ændre afdrag eller løbetid.

Der gælder særlige vilkår og kreditmæssige krav for det nye Fastrente+. Læs mere om det nye Fastrente+ her.

Sune Malthe-Thagaard

Chefanalytiker i Totalkredit: Rådgiver og inspirerer danskerne om lånefinansiering ud fra det aktuelle renteniveau og relevante realkreditprodukter.

Relaterede Artikler

Totalkredit | 2 min

Nyt 20-årigt lån med en fast rente på et rundt nul

Renterne fortsætter med at falde, og i uge 2 åbner Totalkredit for et lån med fast rente på 0 procent i 20 år.
Totalkredit | 4 min

Godt nyt til boligejere efter første auktionsdag

Dagen i dag lover godt for de omtrent 50.000 boligejere, der skal have ny rente på deres Tilpasningslån fra nytår. Har du et F5-lån, sparer du over 7.000 kr. om året.
Totalkredit | 3 min

Gedigent konverteringsskvulp under opsejling

Boligejerne indfriede lån for 9,3 mia. kr. i sidste uge, så der nu samlet er indfriet lige knap 35 mia. kr. i denne opsigelsesrunde.