Påvirker Corona dine muligheder for boliglån?

Totalkredit har sikret, at alle funktioner i Totalkredit kan fortsætte som hidtil. Vi har naturligvis skullet justere, den måde vi arbejder på for at minimere risikoen for spredning af Coronavirus. Men alt i alt burde det ikke komme til at påvirke dine muligheder. Her kan du få svar på nogle af de spørgsmål, som måske rejser sig hos dig i denne forbindelse.

Kan du fortsat få lån i Totalkredit?

Ja, Totalkredit holder alle væsentlige funktioner kørende, så vi kan hjælpe de pengeinstitutter, vi samarbejder med. Derved skulle du gerne kunne få lån i boligen, som du plejer. Du skal dog nok forvente, at det bliver uden et fysisk møde med din rådgiver, og at du i stedet må kommunikere med dit pengeinstitut via mail, telefon eller online.

Kan du fortsat få din ejendom vurderet til brug for lån?

Totalkredit vurderer som hidtil din ejendomsværdi, når du skal låne penge. Men i den kommende periode foregår al besigtigelse kun udefra. Det vil sige, at vores vurderingsansvarlige ikke kommer indenfor. Du vil altid blive kontaktet, så I sammen kan aftale, hvornår den vurderingsansvarlige besigtiger din ejendom.

Hvad gør jeg, hvis min indkomst falder som følge af Corona?

Skulle du være så uheldig at blive økonomisk ramt af de tiltag, der gøres for at mindske spredningen af Corona, så fortvivl ikke. Det er vores forventning, at langt de fleste kunder kan hjælpes igennem den situation, vi står i. Det bedste råd, vi kan give dig, er at tage fat i dit pengeinstitut så tidligt som muligt. Det er nemlig meget nemmere for dit pengeinstitut at hjælpe dig, hvis du reagerer tidligt, fremfor at du først reagerer, når du helt aktuelt står og mangler pengene.