Skriv siden udSkriv siden udSådan indfrier du dit lån

Du kan altid indfri et lån - det man også kalder at betale det ud før tid. Det er ganske enkelt, når du beder dit pengeinstitut om at hjælpe dig. Men som du kan se nedenfor, er der en række regler. Dem tager din lokale rådgiver sig dog af.

Baggrunden for de forskellige regler for de forskellige typer lån ligger i selve lånets mekanik og den type obligationer, de enkelte lån er baseret på.

Groft set findes der to typer realkreditlån: De konverterbare og de inkonverterbare.

Eksempler på konverterbare lån er obligationslån og kontantlån med fast rente, mens BoligXlån uden renteloft er inkonverterbart. Endelig er f.eks. BoligXlån med 20-årigt renteloft det, man kan kalde delvist konverterbart.

Konverterbare lån

Du kan indfri et konverterbart lån på 3 måder. Dit valg afhænger primært af, hvornår på året du ønsker at indfri lånet.

Hvis du vælger at indfri lånet pr. den første dag i et kvartal - det vil sige 1. januar, 1. april, 1, juli eller 1. oktober - så kan du indfri restgælden på dit lån til kurs 100. Det betyder, at du betaler obligationsrestgælden i kroner og ører, og det kaldes en pariindfrielse. Du skal give besked senest to måneder før indfrielsesdatoen - og senest kl. 16 på sidste rettidige dag. Frem til indfrielsesdatoen betaler du stadig rente og bidrag.

Hvis du ikke kan vente til den første dag i et kvartal, kan du benytte dig af en såkaldt straksindfrielse. Her betaler du også hele restgælden, men oveni kommer renter frem til nærmeste indfrielsestermin, altså 1. januar, 1. april, 1. juli eller 1. oktober. Fristen for opsigelse er i virkeligheden stadig to måneder, så indfrier du et lån 2. maj, skal du betale renter for perioden frem til 1. oktober. Du får dog tilsvarende forrentet det beløb, du har indbetalt, indtil Totalkredit betaler obligationsejerne. Kontakt din lokale rådgiver, hvis du vil vide mere om denne godtgørelsesrente.

Hvis du vil straksindfri et lån, hvor hovedstolen overstiger 3.000.000 kr. og er udbetalt til en kurs over 100, kan du kun indfri det til kurs 100, hvis der er gået 12 måneder, siden du har fået udbetalt lånet.

Du kan endelig vælge at indfri dit lån ved hjælp af obligationer. Det vil sige, at har du eller køber du obligationer af samme årgang og med samme fondskode som de obligationer, dit lån er baseret på, kan du bruge dem til at købe lånets obligationer og på den måde indfri lånet. Du skal selv foretage handlen. Det kan din lokale rådgiver hjælpe dig med.

Inkonverterbare lån

BoligXlån uden renteloft er et inkonverterbart kontantlån, og BoligXlån med 5-årigt renteloft er et inkonverterbart obligationslån. Dem kan du indfri på samme måde som konverterbare lån. Du skal dog være opmærksom på nogle undtagelser.

Du kan ikke indfri lånet ved hjælp af obligationer i måneden op til refinansieringen.

Ved pariindfrielse af et BoligXlån uden renteloft skal du opsige lånet det år, hvor lånet refinansieres ? dog senest måneden forinden refinansieringen. Ved pariindfrielse af BoligXlån med 5-årigt renteloft er perioden 1. juli til 30. november. Ved begge låntyper skal Totalkredit have modtaget din skriftlige opsigelse senest kl. 16 den sidste bankdag i november i det år, hvor lånet refinansieres. Frem til indfrielsesterminen betaler du stadig rente og bidrag.

Du kan også indfri inkonverterbare lån ved en såkaldt paristraksindfrielse. Det vil sige, at du betaler obligationsrestgælden til kurs 100 plus renter frem til førstkommende refinansieringsdato.

Et BoligXlån med 5-årigt renteloft kan du indfri straks i perioden fra 1. juli til 1. december i det år, hvor lånet refinansieres 31. december. For BoligXlån uden renteloft er perioden fra 1. januar til 30. december. Ønsker du at indfri lånet i perioden fra 1. til 31. december, skal du have opsagt det senest sidste bankdag i november kl. 16. Dette gælder for begge låntyper.

Hvis du vælger at indfri et lån med paristraksindfrielse, skal du betale bidrag fra seneste termin og frem til tidspunktet for straksindfrielse. Totalkredit betaler dig en rentegodtgørelse for det beløb, du indbetaler.

BoligXlån med renteloft i 20 eller 30 år

BoligXlån med renteloft i 20 eller 30 år er delvist konverterbare obligationslån uden refinansiering. Du kan indfri disse lån med obligationer efter samme regler som konverterbare lån.

Du kan også indfri dit lån kontant med mindst to måneders skriftligt varsel op til 1. januar, 1. april, 1. juli eller 1. oktober. Du indfrier obligationsrestgælden til kurs 105 senest sidste bankdag i terminsmåneden op til 1. januar, 1. april, 1. juli eller 1. oktober. Du skal betale rente og bidrag frem til indfrielsesterminen.

BoligXlån med 10-årigt renteloft

BoligXlån med renteloft i 10 er delvist konverterbare obligationslån med refinansiering. Du kan indfri lånet med obligationer - dog ikke i perioden 1. til 31. december i et år, hvor lånet refinansieres 31. december. Hvis du i stedet vælger at indfri lånet i november dette år, skal obligationerne være hos Totalkredit senest kl. 16 den sidste bankdag i november.

Du kan også indfri dit lån kontant med mindst to måneders skriftligt varsel op til 1. januar, 1. april, 1. juli eller 1. oktober. Du indfrier obligationsrestgælden til kurs 105 senest sidste bankdag i terminsmåneden op til 1. januar, 1. april, 1. juli eller 1. oktober. Du skal betale rente og bidrag frem til indfrielsesterminen.

Du kan også vælge at indfri lånet til kurs 100 - en pariindfrielse. Du kan dog kun opsige lånet i perioden fra 1. juli til sidste bankdag i november i det år, hvor lånet refinansieres 31. december. Som udgangspunkt kan du kun vælge fuld indfrielse af disse låntyper. Hvis du foretrækker en delvis indfrielse, kan du få nærmere oplysninger hos din lokale rådgiver.

Tal med dit pengeinstitut

Som du kan se, kan du altså altid indfri et lån, og du vil opleve det ganske enkelt, selv om det rent teknisk er en kompliceret affære. Tal med din lokale rådgiver, hvis du har spørgsmål, eller hvis du ønsker at indfri dit lån.